Thomas Krogsbøl

Den fjerneste tante stod i indkørselen med et franskbrød i sin store taske. Den næstfjerneste tante trillede omkring med nogle runde sten foran huset og skævede nysgerrigt hen mod porten. Begge havde otte ben, og hver morgen pudsede de sko i timevis. De hang sammen med tråde af sejt slim og støvpartikler. Deres tanker ejede de i fællesskab, men ikke farverne. Den yderste tante var selvfølgelig tante Blå, den næstyderste var tante Grå. Hun bar på fingerbøllet. Sammen bar de en strandbreds farver, og de manglede ikke konkylieformede munde som de selv havde dannet på lange vinteraftener. De ventede på at tænder skulle drive i land, ud af det hvide hav. Senere ville de vente på knogler.
Udenfor, på fortovet, lå to brune klumper der begge var udmærket tilfredse med netop bare at ligge. De kunne ganske vist ikke se hinanden når de talte sammen, men de kunne opfatte meget små lugtforskelle og derved aflæse intime detaljer om hinanden. Det var onkel Brun og onkel Sort, et par af efterårets skabninger, født på brødets nordside.
- Bare nu ikke Hvidmanden indfører skovlen denne gang, stønnede den ene brune klump.
- Det ku' bedst passe, så får vi svedmændene på nakken, sagde den anden klump, - Vi kommer til at dø mens de står ved siden af i deres orange dragter og taler om Tutti Guggi's babser.
- Og tænder får vi aldrig lov at få! sukkede de begge.
Ude på vejen ud for fortovet uden for indkørselen lå en skildpadde der var blevet overhalet i 1974 og på grund af det efterfølgende lufttryk væltet om på ryggen. Der var ikke meget trafik på stedet så skildpadden havde det fredeligt og det regnede ofte nok til at den kunne få dækket sit væskebehov. Folk var flinke til at kaste deres køkkenaffald hen på den.
- Jeg må være blevet opfundet under første verdenskrig, tænkte den, - og mit liv er overdimensioneret: jeg risikerer at komme til at ligge her de næste to hundrede år.
Børnene benyttede den tit som snurretop, hvorfor den kaldtes fætter Svimmel. Den havde ingen øjenlåg.

Huset var omgivet af disse og af andre, lignende eksistenser. Inde i husets midte befandt Sussie sig; overalt i resten af huset rumsterede Sussies mor. Hun strakte sin hud ud over væggene og formede sine hænder til en sofagruppe som hun havde lært det hjemmefra. Ordentlige folk kendes på deres store hud og deres ufravendte blik.
Moren kunne mærke hvert eneste stykke tape som nogen satte fast til væggen, selv i de fjerneste afkroge af det omfangsrige hus, og intet æg fik lov at ligge uberørt eller upåagtet; Sussie skulle have dem alle, blødkogte, hårdkogte, spejlede eller rørte, og gerne med bacon eller en stump pølse til. Og Sussie skulle have mælk så hendes kindbakker kunne blive flotte og hendes knogler stærkere end sofaen hun lå i.
Den morgen fortalte tante Blå at hun havde drømt at Sussie var en lagkage. Tante Grå fortalte sin drøm: hun havde stået sammenkrøbet inde i et trangt rum og ventet. Udefra havde lydt en høj mumlen som af mange stemmer. En champagneprop skulle knalde, og på dette signal skulle hun springe syngende op gennem loftet.
- Vi får ellers næsten aldrig kage, beklagede Sussies far sig, - så hvorfor overhovedet tænke på kage? Jeg ska' ha' savet brænde.
De to tanter krympede sig. De kunne ikke lade være at tænke på kage. Eller på Sussie. Eller på kage. Eller.

Hvidmanden. Han nærmede sig på kun to ben, sådan som de allerbedste fodgængere gør. Han havde en kæmpestor ting med til dem denne gang: et venteværelse. For mange havde stukket sig ihjel på viserne, nu havde folk at sætte sig herind så disse uheld kunne få en ende. Og som et eksempel bar han skildpadden ind i venteværelset.
Dér lå den godt sålænge. De næste til at tage plads i venteværelset var Sussie og hendes mor; de øvrige familiemedlemmer ventede hjemme i festsalen sammen med gæsterne. Sussie kedede sig. Sussie kastede agernskaller på skildpadden. Så ville hun til at vende den om.
- Nej, nej, la' vær' med det, sagde moren.
- Hvorfor det?
- Det er nok meningen at den ska' ligge der, måske lider den af en sygdom der gør at den ska' ligge sådan.
- Sig mig, tror du den taber sin mave hvis jeg vender den om?
I det samme kom kirkegårdsbestyreren, der gerne optrådte som Hvidmandens assistent ved disse lejligheder, og kaldte dem ind.
Kirkegårdsbestyreren var byens eneste embedsmand så han havde samtidig til opgave at bestyre mange af livets aspekter. Det medførte af og til problemer. Han beherskede kun negativt sprog så hver gang en ny medborger så dagens lys, sagde han "Det smerter mig at høre om Deres fødsel," eller "Jeg er ked af at konstatere Deres tilsynekomst". Og når en ung pige fik sat knopper på, sagde han "Det gør mig oprigtigt ondt at høre om Deres yderligere tydeliggørelse," eller "I disse udæggede dage kommer og går lemmer og kuber hurtigere end man aner." Han fik let folk til at knibe en lille tåre uanset hvor glædelig begivenheden i øvrigt var, og i den henseende var moren en nem klient: hun var en hårdt prøvet kvinde. Såsnart hun havde rejst sig gav kirkegårdsbestyreren hende et hårdt spark over skinnebenet.
- Nå, men det er da dejligt vejr i dag, sagde han.
- Ja, det er det, svarede moren.
Han gav hende et voldsomt knytnæveslag midt i ansigtet, så næsen brækkede.
- Det holder næppe længe.
- Næ, det gør det vel ikke.
Han tog fat i begge hendes ører og rykkede i dem, så de begyndte at gå løs.
- Det er ærgerligt, det var jo ellers en stor dag for familien.
- Ja, vi har glædet os meget.
Så kom de ind til Hvidmanden.

Inde i rummet sad en tyndhåret, bebrillet mand i et par mørkeblå fløjlsbukser og et par komfortable ECCO-sko med gummisåler. Han sad i en lænestol ved siden af en briks med blomstret voksdugsbetræk og så fjernsyn. På fjernsynet kørte en fodboldkamp. Der var blevet fløjtet for frispark lige ude foran det ene holds målfelt, og nu var forsvaret ved at danne mur. De kunne ikke bekvemme sig til at holde de foreskrevne 9 meters afstand, så dommeren måtte flere gange gribe ind, indtil han til sidst hev det forsvarende holds anfører til side for at tale alvorligt med ham. Man kunne ikke høre hvad der blev sagt, men det hjalp og frisparket kunne nu tages. Bolden røg uden om muren og ud til målspark. Målmanden luntede ud efter bolden og luntede tilbage igen og lagde bolden meget grundigt til rette, inden han tog tilløb og med et langt udspark lavede indkast på modstandernes banehalvdel. Indkastet blev taget, en af det angribende holds spillere tæmmede bolden, løb op mod midten og afleverede frem til den forreste, hængende angriber. Dommeren fløjtede for off side. Kirkegårdsbestyreren havde stillet sig bag ved moren og tog nu mål af hendes højde og bredde med et målebånd og noterede tallene i sin notesbog.
- Læg pigen på briksen, lød Hvidmandens dybe, brummende stemme pludselig.
Sussie tog trøjen af, og nu sås de to sammenvoksede kitinplader der dækkede hendes bryst- og maveregion. Hun gik hen og lagde sig. Uden at vende blikket fra fjernsynet krængede Hvidmanden et par fingre ind under det lækre, sprøde brystskjold og begyndte at brække det af i små stykker, som han spiste med en knasende lyd. Tilsyneladende fandt han behag i dette; brummetonerne der af og til udgik fra ham, lød dybere og ligesom roligere. Selv lod han en smule overrasket over denne uventede venlighed imod hans sanser. Under normale omstændigheder måtte han skylle brystskjold ned med rigelige mængder øl for at udholde smagen. Han sendte Sussie et forundret blik inden han hev sin Fjällräven frem for at finde knopperne.
Moren nikkede opmuntrende til Sussie. Det var noget hun kunne lide at se. Ikke uberettiget følte hun, at hun i en vis forstand stod i en slags usynlig, men priviligeret forbindelse med - om ikke Hvidmandens person, så dog hans væsen, idet hun før sit ægteskab havde været kontormedarbejder hos den anden hvidmand i Blegerup. Ganske vist kendte Hvidmanden hende ikke af navn og knap nok af udseende, eftersom han dårligt havde set på hende da de var kommet ind i rummet, men selv mange års slid og slæb kunne ikke fratage hende det præg af tobenet balancesans som årene i Blegerup havde forlenet hende med; ejheller hendes særlige måde at trække vejret på.
Og nu hvor en slags forbindelse så ud til danne sig imellem Sussie og Hvidmanden, bekræftede det blot denne hendes særegenhed. Hun selv havde dog nok en andel heri. Den ene lille tåre på morens blodige, indsmurte kind var svær at få øje på, men den havde diamantens hårdhed. Sussie var den eneste tiloversblevne af hendes 5 piger. De fire andre var alle blevet til pøger inden det fyldte fjortende år, og måtte nu bo ude på øen, hvor vindene hviskede i alle krogene og sølvfiskene skinnede så sært ensomt i mørket i køkkenet om natten.
Operationen var overstået. Der fløjtedes atter for off side, og Hvidmanden lod forstå at Sussie kunne få sine albuer allerede til jul.
- Ja, ja, kom endelig igen, og tag flere cigarer med.
Med dette lod han forstå, at der ikke var mere at sige for nu.
Kirkegårdsbestyreren fulgte dem ned til bussen, men stoppestedet var desværre blevet til et steppested. Bierne fulgte efter Sussie fordi de kunne lugte honningen som Hvidmanden brugte til at klistre knopperne fast med. Nogle af myggene i nabolaget ville først blive set igen en million år senere, indstøbte i rav.